Historien om den døde rose.

Her vil historie om den døde rose komme til at stå, hvordan baren opstod, og hvorfor den kom til at hedde det.

Hvorfor havde hun også forladt ham til forskel til en anden? Han kunne ikke slå tanken ud, over at han havde mistet den person som han elskede mest af alt i hele verden. Men hun havde forladt ham i forhold til en Willie. Han havde tit undret sig over at hun havde valgt en Willie som kæreste, de plejede jo altid at være selvoptagede væsner, som kun tænkte på sig selv. "Rose kom tilbage men nu er du jo død for mig" mumlede han trist, og en tåre trillede stille ned af hans kind,
dagen den gik, og uden for blev det langsomt mørkt. Der lød banke lyde på døren, og han kiggede op, måske var det hende. Men i hvert fald så skulle hun bøde for at hun havde forladt ham, et almindeligt menneske med et forhold til en vampyr overlevede som regel aldrig ret længe, nogle gjorde mens andre døde. "Steffen ... Er du der?!" Lød en fin pige stemme ved døren, han stirrede stift på døren. Det var hende, hans elskede Rose, måske var hun kommet tilbage til ham. Han rejste sig stille op fra stolen og gik hen mod døren, som han forsigtig åbnede. Da han havde åbnet døren, så han ind i et kønt ansigt, men hans Rose var ikke alene, "Rose hvem er han?" Sagde han med kølig stemme, og stirrede med et stift blik på manden, som stod nogle skridt bag ved hende, "Steffen jeg ville blot hente mine ting" lød Roses stemme, blid som silke. "Også tog du ham med?" Snerrede Steffen, og stirrede på hende, med rovdyr øjne. Hun så fortvivlet ud, men alligevel havde hun jo besluttet sig for hvem hun ville have, men nu gik det op for ham hvad han ville have. Han ville have Roses død. Men han måtte for det første have hende væk fra, Willien. "Rose så kom bare med ind og hent dem, men ham der" sagde han og pegede på Willien, "han bliver hvor han er" snerrede han køligt. "Reg blev her jeg er snart tilbage" sagde hun med sin silke bløde stemme, til Willien. De gik inden for, og hen mod det soveværelse de begge to havde delt. "Rose hvor kunne du" sagde han, og før Rose nåede at ane uråd, mærkede hun hans tænder mod hendes hals, hvor efter han langsomt tømte hendes krop for blod, og ventede på at hendes hjerte ville holde op med at virke. Der gik noget tid, hvor han blot sad med hendes kolde lig i sine arme, og betragtede hende. Han sukkede og rejste sig op med Rose i sine arme, og bar hende ud til hovedøren, og smed hende ned på jorden, hvor Willien Reg stod, med sit blege ansigt og så ned på den ellers så livlige Rose."Hvad har du gjort?" Hviskede Willien, og lagde sine arme ind under den døde, og forsvandt med hende. Den næste dag grublede Steffen, om hvad han overhoved nu skulle gøre, han ville ikke dø. Men han kunne i det mindste lave en kro til de omrejsende, så de kunne få noget at spise og sove. "Den døde rose" malede han senere på et skilt, hvor efter hans hytte blev forvandlet til en lille kro.

Sådan opstod den døde rose, og navnet til den døde rose.